Interview med Danmarks første astronaut Andreas Mogensen på Teknisk Museum i Helsingør 8. maj 2018

I tirsdags den 8. maj var der åbning af udstillingen Rummet Tur og Retur på Teknisk Museum i Helsingør. Inden de officielle taler havde vi fra pressen mulighed for at snakke med Danmarks første astronaut Andreas Månsen. Hej. Skulle vi stå op ved kapslen Andreas?

Det kan vi sagtens.

Andreas Månsen, vi står nu her ved kapslen. Er det sådan, du for mig kan beskrive, hvordan den ser ud indvendigt også?

Selvfølgelig. Hvis vi starter udvendigt, så er det en meget brændt kapsel. Ja, du kan mærke på siden her, at den skaller af ydersiden. Og det er jo fordi, den har været en tur ned gennem atmosfæren, hvor den simpelthen er brændt. Og så er der et varmeskold på bunden, som selvfølgelig har beskyttet os. Og så lige her står vi foran et stort hul, der er blevet skåret i siden af kapslen, så man kan se ind i den. Der kan man så se. Nej, der er glasblad. Her er der normalt en falskærmscontainer. Det er hovedfalskærmen, der sidder her. Den har vi så fjernet og skåret hul ind, så man kan kigge ind. Ellers kan man ikke kigge ind i kapslen. Når vi så kigger ind, så ser vi tre sæder og et kontrolpanel med masser af knapper, ventiler, rør og ledninger. Det er der, hvor vi har siddet på vej op til rumstationen og så på vej ned igen.

Hvordan kom I ind i kapslen her?

På toppen af kapslen er der en lue, og det er den eneste måde ind og ud af kapslen på. Så man skal simpelthen kravle op gennem den her lue for at komme derind og komme derud.

Det vil sige, at man faktisk skal næsten med hovedet nedad, når man går ind.

Det hjælper lidt, hvis du tager benene ned først, ellers falder du, for der er i hvert fald 1,5 meter fra luen ned til sæderne.

Hvad så, når I kom op til ISS? Der skulle I jo op gennem luen også.

Ja, på det tidspunkt er vi jo heldigvis vægtløse, så der flyver man efter. 8,5 eller 9 minutter efter start er vi i rummet, så er raketterne slukket, og så er vi vægtløse. Og så svæver vi jo bare rundt derinde. Så lige pludselig virker det som om, der er meget mere plads, end der ser ud som om, fordi vi er vægtløse og kan flyve rundt.

I havde jo også et beboelsesmodul med. Hvordan kom I op i det nede fra kapslen?

Det er rigtigt. Soyuz-rumskibet består af tre dele. Det vi ser her foran os, det er kapslen, det er midterdelen. Det er den eneste del, der vender tilbage til jorden igen. Det er den del, hvor vi sidder i under opsendelsen og landingen. Men så på toppen af kapslen sidder så også et lille beboelsesmodul, hvor der er et meget simpelt, primitivt toilet. Der er noget mad, og der er selvfølgelig alt det grej, som vi skal have med op til rumstationen. Og så på bunden sidder så et elektronikmodul, hvor der også er brændstof og iltanke osv. Beboelsesmodulet og så den elektronik. Dem skiller vi os af med, inden vi bevæger os ned gennem atmosfæren. Så de to dele brænder op i atmosfæren og lander aldrig tilbage på jorden. Så det er kun den her midterdel, den her kapsel, som faktisk lander tilbage på jorden.

Er det noget, I selv som astronauter sender afsted og siger farvel med dig?

Vi kan godt gøre det, men der er elektronik eller automatik, som gør det. Hvis automatikken fejler, så har vi en speciel knap, der kan sprænge de dele væk fra kapslen.

Hvis nu vi skal kigge ind i kapslen, og du godt vil beskrive den, hvad du ser derinde.

Ja.

Fordi I er jo tre derinde.

Det er rigtigt.

Hvordan kom I ind? Hvis du sad inderst.

Ja, jeg sad i venstre side. Så skal du ind først jo. Det er rigtigt. Jeg skal ind først, og så skal ham, der sidder til højre, ind. Og så kommer mandøren, der sidder i midtersædet, han kommer så ind sidst. Så der er tre. Ja, de hedder sæder, men de ligner ikke sæder. Det ligner sådan nogle små vugger nærmest, eller små badekar, hvor vi ligger ned i. Og så.

En tandlægestol, eller?

Ja, bortset fra, at der ikke er plads til vores ben, så vores ben. Vi sidder i sådan en fosterstilling med knæene helt op på brystet nærmest. Og så sidder vi rigtig Det er rigtig godt spændt fast i sådan et selesystem. Og grunden til, at vi ligger ned, det er netop for, at vi mindsker effekten af G-påvirkningen på den måde. Så G-påvirkningen går gennem vores brystkasse, og så er det lidt lettere at overleve både opsendelsen og landingen.

Men hvis nu du fx skulle på toilettet, hvor du sidder i dit venstre sæde, kan du så komme forbi de to andre?

Når man er væk løs, så kan man godt, fordi så svæver man.

Når man er tænkt op fra sædet og så forbi dem?

Det er lidt, end man tror, når man er væk løs, så kan man godt flyve forbi hinanden. Heldigvis, fordi der er ikke meget plads.

Hvad gjorde I sådan, når I skulle sove oppe i modulet der? I beboelsesmodulet?

Typisk det vi gjorde, det var, at to af os ville tage op i bogbosesmodulet og så sove. Og en af os ville blive hernede i kapslen. Der er jo ikke nogen seng, men på den anden side har man heller ikke behov for det, når man er væklyst og bare svæver. Så det var bare et spørgsmål om at lukke øjnene og.

Lide oplevelsen.

Ja, præcis. Og krydse armene over brystet, og så ellers forsøge at sove.

Er det ikke en mærkelig fornemmelse første gang, man prøver det?

Det er det. Det er det. Det er som at flyde på vandet nærmest.

Noget vi også godt vil høre om, det er med tidsforskellen, når man er deroppe på ISS.

Ja, altså vi har jo ikke nogen naturlig tidszone deroppe. Vi flyver med en hastighed på omkring 28.000 km i timen. Det vil sige, at det tager os halvanden time at flyve én gang hele vejen rundt om jorden. Med andre ord, i løbet af døgnet, så ser vi 16 solopgange og 16 solnedgange fra rumstationen. Så der er ikke nogen. Det er en naturlig døgnrytme. Så vi har helt tilfældigvis valgt at bruge Greenwich Mean Time, det vil sige den tid, det er i England. Så når klokken er 6 om morgenen i England, så står vi op ombord på rumstationen, og når klokken er der 10-11 om aftenen i England, så går vi i seng. Men det er altså helt tilfældigt, at vi kunne have valgt hvilken som helst tidszone.

Og deroppe på ISS, der er man jo også fuldstændig vægtløs. Hvor meget plads er der deroppe?

Der er rigtig, rigtig meget plads. Rumstationen i dag er enormt stor. Lidt over 80 meter lang og omkring 100 meter bred. Der er lige så meget indvendig plads som på sådan et Boeing 747-fly, et af de her dobbeltdækkerfly. Så hvis man forestiller sig seks mennesker ombord på sådan en flyvemaskine, så kan man godt se, at der er rigeligt med plads til alle. Og så hjælper det også, at man er vægtløs. Man skal ikke alle sammen gå på gulvet samtidig. Man kan godt svæve eller flyve forbi hinanden. Man kan også gå på loftet, hvis man har lyst. Det føles som om, der er rigtig meget plads.

Prøvede du alle former at gå både på gulv og loft og vægge?

Ja, det gjorde jeg. Og det er jo faktisk en rigtig sjov oplevelse. Hvis du for eksempel vender dig om eller sætter fødderne på loftet, så lige pludselig ser alting anderledes ud, for man er vant til at se det fra én vinkel eller ét perspektiv. Og når man så pludselig står på hovedet, så. Det tager lidt tid for hjernen at genkende alting igen. Så det kan godt være, at man oplever tit sådan nogle optiske illusioner, når man drejer hovedet på en underlig måde.

Hvad med blodomløbet? Sker der ikke også noget med det?

Jo, det gør der. Her på jorden bliver blodet jo suget ned i benene på os på grund af tyngdekraften. Så snart man er væk løs, så sker det ikke. Det vil sige, at man får en større blodmængde. I overkroppen og især i hovedet. Og det er også derfor, at på mange billeder ser astronauterne lidt oppustet ud eller runde i hovedet. Og det er fordi, der er mere blod deroppe.

Dengang inden du skulle op, Andreas, der sad du jo faktisk næsten spærret inde, kan man godt sige, i en celle, ikke?

Jo, altså to uger inden opsendelsen, der rejser vi til Baikonur i Kazakhstan for at komme i karantæne. Og så er vi så. Skåret fra omverdenen. Når vi skal have besøg eller tale med folk, så sker det typisk gennem en glasrude, for at vi ikke bliver smittet med sygdomme, inden vi skal afsted.

Og sidder I så i hver sit rum?

Nej, altså.

Jeg er tre, der skal op.

Nej, nej, altså. Alle dem, som skal arbejde med os på tæt hold, de bor så sammen med os på samme hotel. Vi har hver især vores eget lille lejlighed, men så længe. Vi alle sammen er afskåret fra omverdenen, så kan vi jo sagtens komme hinanden an.

Men var det ikke en stor oplevelse, da bussen kom og hentede dig fra hotellet, og så I kørte ud til kapslen, hvor I så skulle tisse på hjulet, ligesom Gagajen?

Jo, det var en kæmpe oplevelse, og den startede jo, jeg tror det var 12 timer inden vi skulle afsted. Så blev vi vækket, og så skulle vi igennem alle de forskellige sidste helbredstjek, alle de her ritualer, netop som du selv nævner, med at tisse på baghjulet og have bussen på vej ud til startramten. Så det er en lang, lang dag, når man skal sende sig afsted.

Bliver man ikke også utrolig træt, inden man når derop?

Jo, altså til dels fordi det er en lang dag, men også selvfølgelig på grund af al spændingen af adrenalinen, som suser rundt i kroppen.

Dengang du drømte om, som allerede som 5-6-årig, om at komme i rummet, hvad tænkte du da? Andreas, nu er det virkelighed.

Ja, og så havde jeg selvfølgelig også bare en masse følelser forbundet med, at nu blev det til virkelighed. Vi bruger jo i hvert fald fire år med at forberede os og træne frem mod den her mission.

Det er en intens træning, kan man godt sige.

Det kan man sagtens. Og at dagen endelig er kommet, og det lykkes, der er rigtig mange følelser.

Skal man ikke være lavet af et specielt stof for at kunne gennemføre sådan en uddannelse og en mission?

Ja, det er et godt spørgsmål. Man skal i hvert fald være tålmodig, for det tager mange år.

Jo, men også alt det, man skal igennem. Jeg vil ikke under vand. Det vil jeg ikke.

Nej, det er rigtigt. Man skal være lidt eventyrløs, tror jeg. Og ikke være bange for at prøve lidt af hvert. Man skal igennem centrifuger, og som du siger, meget træning foregår under vand. Men det er noget, som jeg altid har syntes er utrolig spændende.

Hvordan var temperaturen egentlig i kapslen her? Da I fløj op, og så var der anderledes temperatur, da I så kom op på ISS?

Altså under opsendelsen mærker man ikke så meget til temperaturen, men det er klart, at på vejen ned gennem atmosfæren, altså på vejen ned til landingen, der bliver kapslen utrolig varm. Og det stammer jo fra, at man rammer atmosfæren med tæt på 28.000 km i timen, og den energi, den skal jo så omdannes til noget, den bliver omdannet til varme. Så her på ydersiden af kapslen bliver der 1500-1600 grader. Og det er også derfor, at man kan se tegn på, at ydersiden af kapslen er brændt. Det kan man også føle gennem skrået, når man sidder derinde.

Hvad er den egentlig lavet af?

Det lyder som om, det er en blanding af stålkomponenter og måske noget aluminium og titanium. Og så er den selvfølgelig dækket af noget... Eller noget materiale, som skal beskytte os. Jeg tror, varmeskjoldet her på Soyuz-raketten er lavet af noget, der ligner kork. Så det er simpelthen meningen, at det langsomt skal brænde og fordampe, og på den måde hjælpe til med at fjerne varmen fra selve kapslen.

Hvordan var det så for dig at få at vide, at nu kommer kapslen her til Helsingør?

Jamen, jeg var jo rigtig glad, da jeg hørte, at det var lykkedes for dem, for jeg ved, at Teknisk Museum har brugt lang tid. På at forsøge at skaffe sig kapslen. Og jeg tror også, der er mange, der vil synes, det vil være spændende at se den. Som vi har været inde på, så er den jo rigtig lille, og jeg tror, mange vil blive overrasket over, hvor lille den egentlig er.

Hvor mange kvadratmeter er den egentlig?

Ja, kvadratmeter, det bruger vi jo ikke. Ja, vi bruger kubikmeter netop, fordi man er vægtløs. Så den her kapsel er på, åh, jeg tror, det er 5-6 kubikmeter. Eller sådan noget lignende. Altså af brugbart rum, som vi kan bevæge os af, er den vist kun på 3,5. Fordi sæderne og så det, der ligger udstyret under sæderne, optager jo i hvert fald en tredjedel, måske halvdelen af kapslen.

Hvis nu du kommer op igen, Andreas, hvad jeg virkelig håber, fordi jeg har fulgt dig med interesse lige fra første gang, jeg hørte dig, nu skal den første dansker op i rummet. Er det så samme sæde, du får igen?

Det er et godt spørgsmål. Der er jo også stor chance for, at jeg kommer op med en amerikansk raket. NASA håber jo på at være klar til næste sommer med at kunne sende astronauter i rummet fra Space Center Kennedy i Florida igen. Så det kan sagtens være på en amerikansk raket, at jeg bliver sendt op næste gang.

Jeg siger mange tak for en rigtig god snak, Andreas, og ønsker dig rigtig held og lykke med. Din næste opsendelse.

Tusind tak, at det var så let.

Det var vel også stolt at være den første dansker at komme derop?

Ja, jo, det er selvfølgelig også en del af historien.

Jeg siger også tak for, at jeg måtte møde dig.

Det var så let.

Hvor den blev koblet på i Sæstorp?

Nej, så der er på det her billede herovre, så kan du se her, der er sådan et, på toppen af landingsmodulet, det er det, vi kalder landingsmodulet, så er der sådan et lille bitte bogstav. Og på toppen af det beboelsesmodul er der så den dockingmekanisme, som griber fat i eller rammer rumstationen og sørger for, at man kobler sig på.

Hvordan bliver det holdt sammen?

Ja, det er jo et mekanisk system med en probe, som rammer, og så er der hovedet, der spreder sig og trækker sig fast. Og når Soyuz er så trukket. Hen mod rumstationen er der nogle kroge, som griber fast og spænder fast. Ja, præcis. Det er et indviklet, men rigtig spændende system.

Hvordan tænker I, at den der dragtør på, det er at have den på deroppe?

Nej, den har jeg brugt til træning.

Tak for det.